I september 2007 holdt den tyske kansler Angela Merkel en overraskende tale ved et klimamøde i New York. Talen fokuserede på betingelserne for, at også u-landene kunne være med til forpligtende aftaler om reduktion af deres udslip af drivhusgasser. For første gang erkendte en international toppolitiker offentligt, at der kræves et udspil fra industrilandene baseret på en langsigtet, solidarisk målsætning.
Merkels konkrete forslag var, at u-landene kunne forøge deres udslip i en snes år, men at slutresultatet i 2050 skulle være, at alle lande på kloden forpligtede sig til den samme udslipskvote pr. indbygger. Da Merkel er uddannet som fysiker og kender kravene til den nødvendige globale udslipsreduktion, havde hun ikke svært ved at udregne, at de ca. ni milliarder mennesker på kloden i 2050 hver kunne få en kvote på mellem 1 og 2 tons CO2 pr. år. Dette skal sammenlignes med, at gennemsnittet i EU i dag ligger omkring 10 tons, medens USA ligger på godt 20 tons. Selv Kina har allerede passeret 2050-kvoten.
Desværre ser det ud til, at Merkel er blevet ”mobbet” af tysk bilindustri og kemiindustri og af andre særinteresser efter sin hjemkomst fra New York. I dag er den tyske position i forbindelse med EUs klimaforhandlinger langt mere negativ i forhold til forpligtelserne i næste fase af Kyoto-protokollen. Det samme gælder i øvrigt for de fleste medlemsstater i EU.

EUs udvandede klimapakke i Bruxelles
Da EUs forhandlinger om en ny klimapakke sluttede i Bruxelles den 12. december kunne man konstatere, at de mange smukke ord om EUs lederskab i de globale klimaforhandlinger var bukket under for de enkelte medlemslandes snævre særinteresser. Selvom det lykkedes at bevare det officielle mål om 20 pct. reduktion af CO2-udslippet i 2020 i forhold til 1990, blev der indført så mange fantasifulde smutveje, at det er usikkert, om man i 2020 når ned under udslipsniveauet i 1990.
En af de smarte metoder til at undgå at lave en indsats i selve EU går ud på at købe udslipskreditter gennem projekter i udviklingslande. Det er den såkaldte Clean Development Mechanism (CDM), som kræver, at projektet ikke ville være gennemført uden støtten fra EU-landet.
Fra klimaets synspunkt er det ligegyldigt, hvor på kloden reduktionen i udslippet bliver gennemført. Men dels har det vist sig, at en række CDM-projekter ikke overholder de fastlagte kriterier, og dels reducerer det den samlede dynamik i teknologiudviklingen, når industrilandene ikke behøver at gøre så meget på hjemmebanen.
Det kunne man have modvirket ved at sætte en stram begrænsning på EU-landenes mulighed for at klare sig med CDM-kreditter, fx maksimum 10 pct. af udslipsforpligtelsen. Men heller ikke et sådant krav har man kunnet blive enige om.
Midt i al bedrøveligheden kunne der være god grund til, at Danmark gik i spidsen med at inddrage befolkningen (husholdningerne) mere aktivt i bekæmpelsen af den globale opvarmning. Det kunne gøres ved at følge et nyt internationalt forslag om indførelsen af personlige CO2-kvoter (se reference).

Reference:
Tina Fawcett, Frede Hvelplund and Niels I. Meyer: ”Personal Carbon Allowances – with Focus on the Energy Systems in the UK and Denmark”, International Conference on Energizing Markets, CBS, Copenhagen, October 2008.