EUs udenrigspolitik - til gavn for de fattige lande?

Efter at EU-forfatninge faldt i Holland og Frankrig i foråret 2005, har man fra EUs side tænkt sig, at man kunne tage visse dele af EU-forfatningen og implementere den uden nationale folkeafstemninger. En af de dele, der har været nævnt har været den fælles EU-udenrigsminister. En rolle som spanieren Javier Solana har i dag, vil dermed blive udvidet endnu mere. Dette tiltag med at tage dele af EU-forfatningen og gøre den til lov, uden en folkeafstemning, vil kun styrke den udvikling som EUs udenrigspolitik allerede går i.

Og her på siden kan du læse i hvilken retning EUs udenrigspolitik tager.

”Det er en katastrofe, hvis Norge og Sverige bliver medlemmer af EF. Det er uheldigt for den tredje verden hvis Europa begynder at tale med en stemme. Det vil blive umuligt for lande i en tredje verden at spille på flere europæiske lande i internationale forhandlinger”
José Lutzenberger 1993, daværende miljøminister i Brasilien

José Lutzenberger fra Brasilien var bange for at de nordiske lande ikke længere kunne spille selvstændige roller i internationale forhandlinger, hvis landene blev medlemmer af Den Europæiske Union. Hvis EU-udviklingen fortsætter, bliver det endnu sværere for bl.a. Danmark og Sverige at tale de fattige landes sag i FN.

En svensk undersøgelse viser, at Sveriges politiske støtte til de fattige lande er faldet drastisk efter, Sverige blev medlem af EU. Før stemte Sverige lige så ofte med de fattige lande som med de rige vestlige lande i de kontroversielle afstemninger i FNs generalforsamling. I dag stemmer Sverige næsten aldrig med de fattige lande

Undersøgelsen blev foretaget af Professor i Statskundskab Ulf Bjereld og Stud. Scient. Pol. Martin Sjöstedt fra Gøteborgs Universitet i 2002. Læs deres kronik i det svenske dagblad Dagens Nyheter.

Undersøgelsen kunne ligeså godt have vist et billede af Danmarks udenrigspolitik – for både den danske og svenske udenrigspolitik koordineres i dag af EU. Det betyder, at de nordiske EU-lande (Danmark, Sverige og Finland) ikke længere kan stå sammen med Norge og Island i fælles nordiske forslag til gavn for ulandene - med mindre at EU bakker op.

EU: I har 24 timer til at trække nordisk forslag tilbage

Et af de første tydelige eksempler på at Danmark og Norden ikke længere kan spille samme rolle som før i tiden, er sagen om Basel-konventionen. Basel-konventionens formål er at forbyde transport af affald fra rige til fattige lande. Den daværende danske miljøminister Sven Auken var i 1995 gået sammen med de andre nordiske lande angående et forslag om at forbedre Basel-konventionen fra 1989.

Da Danmark, Sverige, Finland og Norge havde sendt deres forslag ind svarede EU-kommissionen med, at Danmark, Sverige og Finland havde 24 timer til at trække forslaget tilbage. Hvis landene ikke havde trukket forslaget tilbage, ville de nordiske EU-lande være blevet stævnet ved EF-domstolen.

Norge, der ikke er med i unionen, kunne dog gå videre med forslaget globalt. Norge endte med at samle støtte til at forslaget kunne vedtages (og EU valgte til sidst at støtte forslaget). Lone Dybkjær, tidligere miljøminister (R), der er glødende EU-tilhænger, erkendte over for den norske avis Dagbladet, at dette var et eksempel på, at det er godt, Norge ikke er EU-medlem (Dagbladet 2. december 1995). Greenpeace karakteriserede vedtagelsen på globalt plan som et historisk gennembrud. Men hvis Norge havde været medlem af EU, ville forbedringerne aldrig have nået det globale niveau.

Norge kan gøre mere end EU-landet Danmark

I dag har vi endnu flere eksempler på at Norge kan gå længere end Danmark (og de andre nordiske EU-lande). Det gælder både inden for menneskerettighedsområdet, miljøområdet og fredsområdet. Det er til gavn for de fattige lande og for mennesker, som bor i de fattige lande. Det vil vi nu give nogle eksempler på:

Menneskerettigheder

”Vi samarbeider med en rekke EU-land når det gjelder menneskerettighetsspørsmål, men vi har av og til et noe større spillerom, en noe større mulighet for å ta individuelle initiativ, og det vet vi også at våre EU-kolleger pleier å sette pris på. Ikke minst de nordiske land bruker dette i FN-sammenheng, de ser oss som en interessant spydspiss…”.
Norges daværende udenrigsminister Knut Vollebæk i Stortinget den 19. november 1997.

Citatet fra Knut Vollebæk (der er norsk venstremand) viser, at nordiske EU-lande bruger Norge til at fremføre synspunkter om menneskerettigheder i FN. Grunden til, at de nordiske EU-lande bruger Norge er, at Danmark, Sverige og Finland ikke længere kan tale frit i FN om f.eks. menneskerettighederne. Det skyldes, at EU-landene skal tale med én stemme.

EU vælger ved flere lejligheder en meget passiv linje i kampen for menneskerettighederne. Men for menneskerne i de fattige lande er kampen for menneskerettigheder helt basal og nogle gange er det ydre pres en af de vigtigste årsager til forbedringer. Så når EU ikke ønsker, at medlemslandene skal sætte fokus på de såkaldte ”kasteløses” levevilkår i Indien, så skader det mulighederne for fremskridt.

Penge står over menneskerettigheder

”De tyske og franske bestræbelser på at skaffe sig en ordentlig bid af Kinas økonomiske kage viser, at Europas sikkerhedspolitik er til salg for kinesisk valuta. At undlade at tage hensyn til de sikkerhedsmæssige aspekter i en ophævelse af embargoen og at forsyne Kina med våben, der i værste fald kan blive brugt mod Taiwan, er ganske enkelt uacceptabelt. At gøre det på et grundlag, som udelukkende handler om ussel mammon, er direkte uanstændigt.”
- Jyllands-postens leder den 20. april 2005

I forhold til Kina, der både har politiske fangelejre og hvor mange grundlæggende menneskerettigheder bliver overtrådt, ser vi også en meget passiv linje. Oven i købet er der en diskussion i EU om at tillade våbeneksport til landet. Flere menneskerettighedsorganisationer har kritiseret EU for, at unionen ikke gør nok i kampen for menneskerettighederne. EU-landene har de seneste år undladt at støtte resolutionsforslag i FNs menneskerettighedskommission, der kritiserede Kinas brud på menneskerettighederne. Men som Jyllands-Postens leder skrev den 20. april 2005 er EUs politik tilsyneladende til salg for ”ussel mammon”.

Men ikke nok med det, så har EU ikke gjort noget for at stoppe de smuthuller man har i sin lovgivning der medfører at EU-virksomheder eksportere ømtålelige elementer til Kina. Smuthuller i EUs regler om våbenhandel medfører bl.a. at EU eksporterer biler til brug for mobile henrettelseskamre i Kina og motorkomponenter til kinesiske militærfly, hvilket fremgik af en rapport fra Amnesty International i 2004.

Det kan ikke være nødvendigt, at EU eksportere disse elementer til det kinesiske styre, der hårdt og brutalt nedkæmpede den fredelige demonstration på Den Himmelske Fredsplads i 1989. Det sætter også EUs syn på menneskerettigheder i relief, at man tillader eksport at våbenkomponenter, men ikke tillader at Kina sælger sko og tøj til os. Det virker som om menneskerettigheder slet ikke er et tema, når Kina og EU forhandler, men bare noget glasur.

Miljøområdet

Ved verdenstopmødet om bæredygtigudvikling i 2002 foreslog bl.a. EU og USA, at regler fra Verdenshandelsorganisationen skulle overordnes internationale miljøregler. Norge og Schweiz kæmpede imod dette forslag og endte med at vinde. Chefen for UNDP (FN’s udviklingsprogram), Mark Malloch Brown, roste i klare vendinger den norske minister, og han sagde i denne anledning:

”Jeg skulle ønske det var flere lande, som Norge. I har sammen med Schweiz ført en ekstremt effektiv guerillaoperation”
- Chefen for UNDP (FN’s udviklingsprogram), Mark Malloch Brown, i norske VG, 3. september 2002).

Den daværende norske udviklingsminister fastslog også, at den norske indsats ikke havde været mulig, hvis Norge var medlem af EU:
”Det var knalltøft, men det var verdt det. En utrolig opplevelse. Det er flott at små land kan spille en stor rolle. Jeg er veldig glad for at vi ikke er med i EU nå. Da hadde ikke dette vært mulig.”
Norges daværende udviklingsminister Hilde Frafjord Johnson (VG, 3. september 2002).

Læs mere på: http://www.vg.no/pub/vgart.hbs?artid=2040266

Fredsområdet

Norge har også vist, at landet kan spille en væsentlig rolle i fredsarbejdet mange steder på jorden – og ofte en større rolle end de nordiske EU-lande.
Nordmanden Terje Rød-Larsen, FNs fredsforhandler for Mellemøsten-konflikten, har bekræftet, at et EU-medlemskab ville begrænse Norges muligheder for at deltage i fredsarbejdet i Mellemøsten.

I et portrætinterview i Tidens Tegn (1997) sagde han:
”Det jeg har været med på i Midt-Østen – som en del av et team – er å føre Norge inn i en nøkkelrolle i en av verdens viktigste regioner og vanskeligste konflikter. Dette ville vært vanskeligere dersom Norge var medlem av EU.”

Danmark er bundet af EUs politik, men Norge står mere frit, og det bruger landet bl.a. i arbejdet for at skabe fred. Et aktuelt eksempel er Norges centrale rolle i fredsforhandlingerne mellem Sri Lanka og ”de tamilske tigre” (the Liberation Tigers of Tamil Eelam - LTTE). Begrundelsen for at have Norge som fredsforhandler er først og fremmest, at Norge ikke har nogle politiske eller økonomiske interesser i regionen og bliver set som neutral i konflikten. Det kan man ikke sige om EU, der i forskellige konflikter har optrådt meget uheldigt. Lad os bare nævne Balkan-konflikten og Vestsahara-konflikten: EU gik direkte imod et råd fra FNs generalsekretær i forbindelse med anerkendelsen af Kroatien. På trods af FNs advarsler om at det kunne føre til krig i Bosnien-Herzegovina. FNs generalsekretær bad EU om at vente med at anerkende Kroatien, så man ville have en mulighed for at nå at forhandle med de resterende lande i området. Dette ignorerede EU på det skammeligste, da Tyskland ville have anerkendt sin gamle allierede hurtigst muligt. Dermed brød man med FNs generalsekretær og gjorde det umuligt at forhandle om noget som helst, da alle landene i området så, at EU anerkendte dem med det samme, hvis de løsrev sig. Hvorfor skulle de så forhandle, når selvstændigheden var så nem at få fra EUs side. Anerkendelsen startede borgerkrigene på Balkan - en trist periode i verdenshistorien i 1990’erne. I Vestsahara-konflikten optrådte unionen som en elefant i en glasbutik og indgik fiskeriaftaler om Vestsaharas farvand med besættelsesmagten Marokko, på trods af FNs bestræbelser på at få en folkeafstemning i stand om Vestsaharas status.

Hvis vi fortsætter på denne måde, så vil Danmark også i fremtiden være underlagt EUs begrænsninger på vores udenrigspolitik. Og vi vil i fremtiden heller ikke kunne bidrage, som eksempelvis fredsmægler i nogle af verdens mange konfliktområder. Vi vil desværre være lige så bundet som Sverige og må følge den udvikling, som man har vist Sverige er gået i. Vi vil i fremtiden stemme mere sammen med de rige lande og dermed imod de fattige lande i verdens internationale forsamlinger. Norge må der imod også i fremtiden fortsætte alene med sine fredsprojekter som landet bl.a. gør i Sri Lanka, Guatemala, Colombia og Mellemøsten – til gavn for mange af verdens fattigere lande og befolkninger.
Se mere om fredsarbejdet i Sri Lanka.

Ved årsskiftet 2005-2006 opsagde Norge desuden aftalen med EU om at have fælles terorlister. Det skete som en konsekvens af, at Norge ikke mente, at det ville styrke landets fredsarbejde, at støtte EUs omfattende terrorliste. Norges udenrigsminister Jonas Gahr Støres sagde ved den lejlighed blandt andet:

"Vi har besluttet, at vi vil basere os på én liste, og det er FN’s terrorliste. Beslutningen er taget ud fra en helhedsvurdering. Vi mener, at den rolle Norge kan spille i forskellige fredsprocesser, gør, at vi forholder os til FN’s liste, og så kan vi ikke være knyttet til andre lister".

Forskellen mellem FNs og EUs terrorlister er, at FN kun opgører personer og organisationer, der har tilknytning til Al-Qaida. Norges udenrigsminister uddybede desuden sin mening ved følgende:

"Jeg mener, at man kan se tilfælde for sig, hvor Norge har et freds- og forsoningsengagement, og hvor nogen kan være kandidater til at komme på den ene eller anden liste. Det kan begrænse vores dialog med dem".

Danmark derimod er bundet fuldstændigt til EUs terrorliste, om vi så er enige i listens udformning eller ej. Hvilket ville havde betydet, hvis listen havde været gældende tidligere, at Nelson Mandela og ANC ville havde været stemplet som terrorrister, ifølge: modkraft.dk.

Vidste du at:

- EU-landene gik imod FNs generalforsamlings vedtagelse om at afprøve lovligheden af Israels mur på Vestbredden ved den internationale domstol i Haag!

- EUs anerkendelse af Kroatien blev truffet på trods af klare advarsler fra FNs generalsekretær om at den hurtige anerkendelse kunne føre til krig i Bosnien-Herzegovina, og at Jørgen Estrup (tidl. radikalt medlem af Folketinget på det tidspunkt) gav Danmark en del af ansvaret for at borgerkrigen brød ud i Bosnien-Herzegovina (Kilde: Bogen ”Uden Kompas” fra 2001)!

- EU indgik fiskeriaftaler med Marokko over Vestsaharas søterritorium! På trods af Vestsaharas uklare status. Det meste af Vestsahara er besat af Marokko og FN arbejder på at gennemføre en folkeafstemning, der skal afklare om Vestsahara er selvstændigt eller en del af Marokko (EU’s fiskeriaftaler er senere sat i bero).

- Danmark må følge EUs terrorliste uden at kunne sætte spørgsmålstegn ved listens indhold!

- EU-kommissionen tvang Danmark, Sverige og Finland til at droppe et forslag om miljøforbedringer indenfor FN - den såkaldte Basel-konvention!